Når sundhed bliver forretning

Psykologbehandlingernes kvalitet presses af markedets behov for henholdsvis at spare penge / tjene penge.

Når danskere omkring årtusindskiftet gik til psykolog, var der typisk kun to aktører involveret: Klienten og psykologen. Omkring 1999 opstod de første arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, og udviklingen tog fart, da den daværende VK- regering i 2002 gjorde det fradragsberettiget for virksomheder at købe sundhedsforsikringer til sine ansatte. Således havde 1,81 mio. personer i 2015 en sundhedsforsikring viser tal fra Forsikring og Pension.

Med sundhedsforsikringernes indtog begyndte ”Hr. og Fru Danmark” at gå til psykolog. I 2014 var forsikringsselskabernes udgifter til psykologer og psykiatere 90 gange større end i 2003: I 2015 brugte forsikringsselskaberne 189 millioner kroner til behandlinger hos psykiatere og psykologer. Man skulle tro, at det udelukkende er gode nyheder – både for klienterne og psykologerne. Men der tegner sig et grumset billede, når man kigger på den reelle praksis.

Når et menneske i dag går til psykolog via en sundhedsforsikring er det ofte ikke klienten, der er kunden hos psykologen. Psykologens kunde er en netværksvirksomhed, som får sagen fra forsikringsselskabet, og som visiterer kunden til en psykolog, som er tilknyttet dette netværk. Et netværk er et mellemled, der opstod i takt med, at forsikringsbranchens forbrug af psykologer steg voldsomt, og de derfor fik brug for at styre og administrere udgifter og timeforbrug strammere. Netværksvirksomhedernes opgave er at visitere kunderne til en psykolog i deres netværk og administrere timeforbruget for forsikringsselskaberne.  

Forsikringsselskaberne vælger et netværk ud fra 1) timeprisen og 2) hvor få timer, de gennemsnitligt formår at bruge pr. sag – for at spare penge.

Hvor kan netværksvirksomhederne skrue i forhold til at holde deres udgifter og timegennemsnittet nede i en benhård konkurrence med de andre netværksvirksomheder – en konkurrence som forsikringsselskaberne udnytter fuldt ud? Svaret er: Hos leverandøren; den enkelte psykolog.

Der presses nedad – på en meget finurlig måde. Psykologerne bliver målt på deres evne til at færdiggøre behandlingerne med et timegennemsnit der ligger under 6 timer. Uden at psykologen officielt informeres om denne præmis.

Et af netværkene beskriver i deres officielle kommunikation:  ”Vores interesse er todelt: 1) vi ønsker at klienten skal opleve at blive hjulpet med sit problem og 2) at forløbene er effektive og korttidsterapeutiske.”

Hvordan behandler man psykiske lidelser som angst, depression, stress, store tabsoplevelser (fx at miste et barn), eksistentielle kriser (fx i forbindelse med fyringer og skilsmisser), traumatiske hændelser (som dødsulykker, nær ved død, mv.) når forløbene skal være ”effektive og korttidsterapeutiske”?

Eufemismen for ”Du skal holde dig under 6 timer i gennemsnit” hedder hos netværksvirksomheden fx: ”En vigtig færdighed i arbejdet med klienter handler om at forventningsafstemme problemet: Hvilke problemer kan jeg hjælpe med og hvilke problemer bør du håndtere på egen hånd? Hvad skal være anderledes i dit liv for at vi kan slutte dette forløb? … det er behandlingens mål, herunder at der behandles på det klienten er visiteret for”…, der er den primære opgave.

Når der er et forsikringsselskab inde over, finder jeg det faktisk ganske rimeligt, at der kun skal behandles for det, som kunden henvender sig med. Hvis man skal have repareret en skade på sin bil, er der ingen der forventer, at man også skal have bilen undervognsbehandlet på forsikringsselskabets regning. Og det forstår kunderne også godt i den psykologiske behandlingskontekst. Dog er det langt vanskeligere at skille tingene ad i en terapeutisk behandling end i en bilreparation, og derfor også vanskeligere at sige at problemet er færdigbehandlet.

Hvor godt støtter både forsikringsselskabet og netværksvirksomheden psykologen med at præcisere og holde den ovenfor beskrevne ramme med skarpe og præcise problemafdækninger og -beskrivelser?

Et eksempel på en visitation og problemstilling, som er givet til en psykolog som ”hjælp” til at lave et ”effektivt og korttidsterapeutisk forløb”.

”Drejer sig om stress i forbindelse med at søn har haft kræft for nogle år siden og flere andre ting. Kl. har nu brug for at tale om situationen.”

En alvorlig men også diffus problembeskrivelse, som skal klares på under 6 timer.

Når kunden henvender sig, er forsikringsselskabet den ”glade giver”, som fortæller kunden, at de fx har 12 psykolog timer til rådighed i deres forsikringsordning. Forsikringsselskabet fortæller ikke, at det produkt, de har købt hos netværksvirksomheden er ”korttidsterapi” og at korttidsterapi i den aftale, som forsikringsselskabet selv har indgået med netværksvirksomheden, er defineret til at være gennemsnitlige behandlinger på cirka 5 timer… Netværksvirksomheden fortæller heller ikke kunden, at det her er korttidsterapi, og at der ikke er en blankocheck på 12 timer. De orienterer heller ikke kunden om, at det er vigtigt at få præciseret, hvad der er deres problem, og hvad der er deres mål / ønske med psykologsamtalerne, for at støtte psykologen i at kunne arbejde snævert – måske endda mere snævert end godt er i forhold til kundens problematikker.

Psykologen er den eneste, som får den utaknemmelige opgave, at informere kunden om, at hun ikke kan få så god en behandling, som hendes forsikringspolice rent faktisk giver mulighed for. Psykologen må sige noget i retning af: ”Når det er en forsikringsbetalt ordning, kan vi arbejde med, hvordan du håndterer dine udfordringer her og nu, ikke hvad du har oplevet tidligere i dit liv…”.

Hvis dette her var en god mafiahistorie, så har forsikringsselskaberne rollen som Godfather; hjernen bag, som er så langt fra de ulovlige handlinger, at de aldrig kan rammes. Netværksvirksomhederne er Godfathers loyale allierede, som lukrerer på Godfathers kreative gerninger, og som får udført det beskidte arbejde via deres undersåtter, men aldrig får blod på fingrene selv. Psykologen er den uintelligente mafioso, der står med pistolen i hånden. Den som udfører det beskidte arbejde, og samtidig skal stå på mål for de andres uetiske beslutninger, hvis det går galt.   

Det at psykologen skal holde sig under et timegennemsnit på 6 timer på sine sager visiteret af netværksvirksomheden, medfører naturligvis et pres på denne om at afslutte samtaleforløb hurtigt, og ofte hurtigere end psykologens faglighed tilsiger. Psykologer føler sig nødsaget til at losse folk ud af klinikken, inden de er færdigbehandlet – for ikke at blive blacklistet af netværksvirksomheden.  

Fokus på sundhed og et godt produkt er tippet over til at blive fokus på forretning, og via de beskrevne mekanismer forsvinder et forsvarligt psykologfagligt fokus på behandling af mennesker med psykiske lidelser. Forsikringsselskaberne sælger et produkt, der i realiteten på ingen måde svarer til det, kunden tror, de tilkøber. Bl.a. fordi der er et misforhold mellem det, policerne stiller kunderne i udsigt, og den faktiske virkelighed, hvor psykologen ser sig nødsaget til at afslutte sagen for ikke selv at komme i ”bad standing”.

Bestræbelserne på at spare / tjene penge er blevet så intensiv, at konsekvensen er, at kunden køber noget, der hedder ’psykologbehandling’, men gennem et ugennemsigtigt system af interessenter ender kunden (uvidende) med at få et væsentligt ringere produkt, som det fra et psykologfagligt perspektiv er meget vanskeligt at kalde ’behandling’.

Når det offentlige bevilger psykologbehandling til fx angst, depression og store tabsoplevelser, bevilger de altid 12 timer af gangen. Gad vide om netværksvirksomhedernes psykologer er ekstra dygtige psykologer siden det forventes, at de kan hjælpe den lidende på den halve tid?

I bestræbelserne på at spare penge er ”psykologsamtaler” i forsikringsøjemed udsat for produktforvrængning. Forsikringsselskaberne bør kigge indad og fremover stå på mål for at sikre deres kunder et ordentligt psykologfagligt funderet produkt, hvor kunden får det, som man reelt har tilkøbt.

Mit forslag til løsning kunne være, at forsikringsselskaberne nedskriver antallet af timer i policerne til det antal, de rent faktisk vil betale for. At kunden får alle de timer til rådighed, som policen tilsiger, og at kunden selv skal finde en psykolog. Hvis forsikringsselskabet af økonomiske styringshensyn ikke ønsker at tildele kunden alle timerne fra en start (hvad der kan være forståeligt), er det kunden selv, der skal ringe til forsikringsselskabet og anmode om flere timer i henhold til sin forsikring.