Relationer

Endnu en mandlig politiker er blevet afsløret i grænseoverskridende sexistisk adfærd; af kvinden beskrevet som ”at blive passe op på gangen og få klap bagi”…

Den mandlige politiker replicerer: ”Det må være sket i misforstået kækhed… Vi lever jo i en tid, hvor mange må lære noget i forhold til, hvordan adfærd opfattes.”

Kækhed

Ordet kæk forklares med ord som frisk, veloplagt og energisk. Men ordet kæk bruges også som en beskrivelse af at være FOR frisk og dermed gå over grænsen for hvad – den anden – synes er dejligt, sjovt eller passende. Fx ”Der var jeg vist for kæk” eller ”Det var vist lidt for kækt”.

At klappe en kollega i numsen på arbejdspladsen har måske været denne mandlige politikers forfjamskede forsøg på at være frisk… Men hvordan søren har kan denne mand overhovedet have fået den tanke, at det er friskfyragtigt og smart at klappe en kvindelig partikollega i røven?

Hvordan kan manden tro, at kvinden vil opleve ham som frisk og ikke for kæk? At det er en handling, som hun billiger og sågar synes er sjov?

En fandens ka´l

Han har – fra sit perspektiv – syntes, det var sjovt, og at han var en ”fandens ka’l”, når han sådan lige kunne svinge lappen mod en kvindelig kollegas numse. En handling, som i Danmark enten har været knyttet til opdragende afstraffelser af mindre børn, hvilket heldigvis er tæt på afskaffet, seksuel kontakt eller som en opmuntring på sportsbanen mellem enten to ligeværdige spillere eller en træner og en spiller.

Eksemplerne på hvor ”klap i numsen” i vores kultur hører eller har hørt til, tydeliggør også, hvordan konteksten, rammen for handlingen gør handlingen enten tilforladelig eller upassende. Stedet (håndboldbanen eller gangen på Christiansborg), hvordan klappet leveres (som en hurtig opmuntring til at gå ind og levere på håndboldbanen eller et lidt mere dvælende klap, hvor hånden måske også lige når at gribe lidt om ballen, inden den utidige hånd trækkes tilbage igen), situationen, relationen, det der siges samt de non verbale kommunikationskanaler som øjne, stemmeføring, kropsholdning har alt sammen betydning for om et klap i numsen af modtageren opfattes som sødt og velment eller som upassende og krænkende.

Må vi nu ikke…
Dem der problematiserer, at nu må mænd ikke længere flirte med kvinder eller forsøge at invitere til mere intim kontakt, er helt galt afmarcheret. Vi kender alle forskellen!

Almindelige og ordentlige mænd, som der heldigvis er rigtig mange af, gør et langt forarbejde med at aflæse kvindens interesse, inden de med forsøger sig med næste skridt over for den kvinde, som de er interesseret i. En kontakt, relation og muligvis berøring, som er af en helt anden karakter end den upassende og krænkende kontakt.

De ordentlige mænd, der respekterer den kvinde, de er interesseret i, søger også bekræftelsen; “Er det her ok?” enten via et verbalt samtykke eller via mimik, gestusser og øjenkontakt for at sikre at initiativet til en tættere og mere seksualiseret kontakt er ok eller ej.

Vi skal bruge den aktuelle sexisme debat til et endeligt opgør med, at nogle mennesker, mænd og kvinder, i magtfulde og ledende positioner indtil nu har syntes, det var acceptabelt at ”tage for sig af retterne” i ulige relationer ud fra alder, køn og status. Det skal være endegyldigt slut med at tage sig retten til at behandle medmennesker sprogligt, omtalemæssigt, relationelt og seksuelt ned-værdigende.

Det handler om ordentlighed

Denne sexisme tsunami, der aktuelt ruller ind over Danmark handler i bund og grund om ordentlighed i alle slags relationer, som vi lige nu har alle tiders mulighed for at give et ordentligt nøk opad.

Det er så let at være sjov (kæk) på andres bekostning. Men når man positionerer sig (mobning) eller relaterer sig til en anden (forfejlet forsøg på at skabe kontakt) ved at være kæk, friskfyragtig, sexistisk eller nedgørende, undlader man den lille øvelse at sætte sig i den andens sted: Hvordan vil den anden opleve det, som jeg gør eller siger lige nu?

Det her handler om relationen one up – one down; at den ene er mere eller forsøger at være mere end den anden, og at man derfor kan tillade sig at drille, nedgøre, udstille, eller bruge den anden til at få dækket egne behov.

Denne meetoo bølge er en lærestreg for de gammeldags mænd, der mener at have ret til at tiltale og agere grænseoverskridende i forhold til langt yngre og kønne kvinder, men det bør også være en opmærksomhed til os alle om, at vi skal behandle ALLE ligeværdigt og respektfuld, uanset hvor de er i hierarkiet, hvordan de ser ud, og hvad deres rolle er.

Tidligere har vi forsøgt at stoppe de helt urimelige og nedværdigende behandlinger af fx kokkelærlinge og andre typer lærlinge.

Vi har også haft forsøg på opgør med pressens måde at vurdere og omtale professionelle kvinder ud fra deres udseende, påklædning, (skingre) stemme, eller andet fuldstændig irrelevant for deres opgaveløsning. Ting som mænd aldrig bliver vurderet på.

Men vi har stadig nogle indlejrede fordomme i samfundet, som det er på tide af taget et opgør med. Der er stadig alt for mange, der fortsat kigger på kvinder gennem forældede fordomsfiltre, som at “kvinder ikke kan køre bil”, at ”blondiner er dumme” osv.

Den måde vi omtaler hinanden på

Det er på tide at få taget et endelig opgør med accepten af den type udtalelser og tanker. I mindst et årti har man i den pædagogiske verden været bevidste om, at den måde, hvorpå vi omtaler (eller tænker om) andre, har betydning for vores relation og dermed også for vores attituder og kommunikation til den anden.

Det er på tide, at mænd får et mere respektfuldt sprog for deres begejstring for smukke unge kvinder og at vi får luget ud i de lumre tanker og samtaler om, at hvis ”kvinder klæder sig udfordrende (lig pænt og kvindeligt), er de selv ud om det!”

Sådanne samtaler og holdninger skal ikke længere accepteres, og vi skal alle bruge dette momentum til at tage et ordentligt indhug i det sprogbrug, der nedgør, seksualiserer og reducerer kvinder, fordi de ser ud som og lyder som kvinder.